Aide de Camp 2
Forfatter: Børge Zinck-Madsen
Publiceret: 2002.09.24
Et pragtfuldt hjælpeværktøj
Dette er en præsentation af et computerprogram, som er et hjælpeprogram til brug ved spil af brætspil via mail. AdC står for "Aide de Camp", 2 for "version 2". Der er ikke tale om nogen nyhed, idet spillet har været i handlen i en del år, men nu har jeg altså fået fingre i det, prøvet det, og solgt er jeg.

Og lad det være sagt med det samme: Det er bare gaven til hardcore brætspillere, der elsker de gode, gamle strategispil med masser af brikker og rullende kampterninger. Alle de, som bare aldrig får spillet de pågældende spil fordi, et spil tager flere døgn at spille og fylder en halv stue.
AdC 2 er bedst egnet til tur-baserede strategispil med militært islæt. Det skal helst være spil, hvor spiller 1 laver sine aktiviteter (f. eks. bevægelse, kamp), hvorefter spiller 2 foretager sine aktiviteter (bevægelse, kamp). Altså de gode, gamle strategispil som eksempelvis Fortress Europe, Russian Campaign, Africa Corps og The Longest Day for nu at nævne spil jeg ved kan køre via AdC 2.
Fidusen ved AdC 2 er, at programmet gør det muligt at spille de pågældende spil via nettet - træk sendes per mail. Man kan lave sit træk, når det passer ind i de øvrige familiesysler, herunder arbejde; sende trækket via mail til modspilleren, som ligeledes i fred og ro hygger sig med sit træk inden det returneres og så fremdeles. Væk er samtidig ventetiden, mens modspilleren mimrer over brikkerne for at vride den sidste lille odds-forbedring ud af sine brikker inden kamp startes.
Der er tale om et hjælpeprogram, så det kræves altså at man har spillet (eller i hvert fald kender det godt). For at spille et specifikt spil kræves et "game set" for det pågældende spil. Programmet muliggør opbygning af et sådant "game set". Spilleplade og brikker opbygges i programmet, gemmes, og så er man klar til at spille. AdC 2 kan håndtere spillebræt og flyttede brikker ligesom programmet indeholder en funktion som ruller terninger efter behov. Jeg kan bedst beskrive det som et computerspil, der ikke selv kan spille. Nul AI.
Lyder det der med at opbygge game sets som en større omgang, så er det fuldstændig korrekt, men heldigvis har entusiastiske spillere gennem tiden gjort det grove arbejde. I dag findes derfor en lang række game sets, der er lige til at hente fra nettet, blot man kan finde dem. Indtil for nyligt var der en energisk person som på sin hjemmeside præsenterede en lang række game sets, men han har desværre lukket ned. Men mon ikke der snart er nye steder at lede.
Programmet kan ikke umiddelbart fås herhjemme, men skal bestilles i USA. Det er dog ingen større opgave - jeg kan evt. være behjælpelig med oplysninger herom.