Fische Fluppen Frikadellen
Forfatter: Annemette Wolff
Publiceret: 2004.03.30
Fisk, skodder og frikadeller
Kan man kalde et spil sådan? Ja, Friedemann Friese kan, og med det navn er vel alt tilladt.

Spillet er specielt, da det lægger op til mange deltagere. 8-15 er nok det mest ideelle antal spillere. Selve spillet er et brætspil, og for at kunne spille mere end fem spillere, så skal man anskaffe sig flere kopier af spillet. Som spil er det måske et enkelt økonomispil i den humoristiske ende, og det er først når man har flere brædder i gang at spillets specielle mekanisme kommer frem.
Som spiller er man udstyret med en spilfigur og et bundt penge. Disse penge skal man bruge til at købe varer med, helst billigt, som derefter kan sælges (helst dyrt) eller byttes til andre varer hos andre handlere.
Når man har den rigtige kombination af varer kan man gå til fetishhandleren og bytte sig til artifacts.
Det er disse artifacts man skal have fat i for at vinde spillet. Der er tre forskellige artifacts og den første spiller der har alle tre har vundet.
Nu ligger det bare sådan, at man kun kan få en eller to typer artifacts på hvert bræt. Dette tvinger altså spillerne til at flytte mellem de forskellige brædder.
Ved spillets start fordeles X antal spillere (så ligeligt fordelt som muligt) på hvert bræt, og pointen er at når man har fået den artifact man kan få ved startbrættet, så er det på tide at komme ud af vagten og over til et andet bræt. Man tager sin spillefigur, sine penge, sine varer, sine artifacts og de specialbrikker man har samlet og går hen til et andet bræt. Faktisk tager man også sin stol med sig. Her forhører man sig om hvem der har tur netop nu, og sætter sig derefter til højre for denne spiller. På den måde er der en hel omgang til man har tur.
Denne flytten rundt betyder at der til tider sidder forskelligt antal spillere ved brædderne. Man lærer også hurtigt at tempo er en del af spillet. Det er bedre at foretage 3 middelmådige træk end 1 perfekt.
"Fische Fluppen Frikadellen" er meget underholdende, og hele konceptet er velfungerende. På minussiden må man så konstatere at det jo desværre ikke er så tit at man er så mange mennesker sammen, og samtidig skal man samle op til tre spil, når man vil spille med fuld besætning.
Stamdata
Titel: Fische Fluppen Frikadellen
Designer(e): Friedemann Friese
Antal spillere: 2 - 15 (flere end 5 spillere kræver yderligere spil)
Udgiver: 2-F Spiele